Vores historie
Vi har i skoleåret 2025-2026 taget i mod 475 elever, og dermed er vi fortsat Danmarks største 10. klassecenter, hvilket vi er glade og stolte over. Vi får heldigvis også mange elever fra andre kommuner – alene i år er ca. 190 af vores elever fra Odder, Aarhus, Horsens eller Silkeborg Kommune.
Vores profil er en ”dagsefterskole” med et unikt fællesskab, hvor der er fokus på den enkelte elevs faglige og personlige udvikling.
Vi tilbyder hele 13 linjer, og det giver os mulighed for at lave spændende og lærerige aktiviteter i vores helt nye FabLab, i designlokalet, i kajakkerne på søen, på kunstgræsbanen med indersideafleveringer, i byggeteknik er værktøjerne fremme, med harpiks og bold i Fælledhallen osv. Man kan designe sit eget skema, og dermed er der fortsat mulighed for at få Cambridge engelsk samtidig med, at man styrketræner i skoletiden.
På UCS10 giver vi dig alle muligheder for at styrke din faglighed, din modenhed og din personlighed, så du bliver toptrimmet til udfordringerne efter 10. klasse.
På UCS10 understøtter vi dit valg med løbende individuelle samtaler, studievejledning fra UU, målrettede brobygningsforløb og ikke mindst det dynamiske og mangfoldige studiemiljø i Campus Skanderborg.
Campus Skanderborg er den helt rette placering for vores 10. klassecenter; her signalerer miljøet snarere studium end skolegang, her er mange positive og lidt ældre rollemodeller, og her er sandsynligheden for at fortsætte på en ungdomsuddannelse tæt på 100%.
Afslutningsvis skal det siges, at vores lærerteam er kendt for at brænde igennem, og de er alle kontaktlærere for hver deres elevgruppe. Vi er ikke i tvivl om, at vi skal være dygtige på det relationelle plan, hvis vi skal lykkes med at blive ved med at tiltrække mange elever.
Faciliteter
Vores base på UCS10 ligger i nogle fantastiske rammer på Højvangen 6, hvor vi har alle vores obligatoriske timer, fællessamling og pauser.
Vi har en mellemgang over til SCU, hvor vi primært henter frokosten i kantinen, men vores beliggenhed på SCU giver os samtidig mulighed for at lave samarbejde i flere forskellige fag.
Derudover samarbejder vi med både Skanderborg Gymnasium, SCU og Niels Ebbesen Skolen (NES) om lokalerne. Vi har timer i hjemkundskabslokalet og fysik-kemi på NES, og vi bruger både gymnasiets idrætshaller og lokale fitnessfaciliteter til træning.
Da UCS10 er en del af Skanderborg Ungdomsskole har vi naturligvis også stor glæde af Ungdomsskolens kernebygning på Finlandsvej 5. Her har vi undervisning i FabLab, E-sport, yoga, dans, adventure, byggeteknik, Crossfit, design og kreativt værksted.