Hvis man flittigt besøger ucs10.dk, har man nok fundet ud af, at vi ikke bruger denne nyhedsside til at opdatere omverdenen om de ting, der sker på UCS10. Det prioriterer vi ikke at bruge en masse tid på, men til gengæld er der meget ofte billeder og film på vores facebook- og Instagramside.
Det nye ift. kommende elever er, at vi laver to helt nye linjer fra august 2023; Medier og Makerspace.
Medielinjen vil sætte fokus på særligt film, foto og podcasts. Vi har en forhåbning om, at medielinjen bliver vores egen lille “SoMe-redaktion”, som tager ud på de andre linjer og efterfølgende klipper film sammen og smider det på både Facebook og Instagram. Derudover er vi en del af Skanderborg Ungdomsskole, som på Finlandsvej 5 rummer et lækkert radio- og podcaststudie, så der kommer også til at ske en masse interessant.
Makerspace får sin daglige gang hos Lars ovre i FabLab på Finlandsvej 5, hvor der skal arbejdes med mange forskellige maker-projekter uge efter uge. Makerspace er altså produktionsværksted, der rummer moderne teknologier til opfindelse og opdagelse, og eleverne kommer til at blive eksperter i brugen af fremtidens teknologier – såsom laserskærer, 3D printer, vinylskærer, CNC-fræser mm.